Hospitaler og kommuner – hund og kat? v/Peter Mandrup Jensen

Fra tid til anden har nogle kommuner kløerne fremme i samarbejdet med hospitalerne. Indimellem flyver der hårde ord med beskyldninger om dårlig tilrettelæggelse af patientforløbene.

Vi er – hospitaler og kommuner – i et skæbnefællesskab: Uden den anden part kan vi ikke skabe forløb for mange af patienterne/borgerne, som er afhængige af såvel sundhedsvæsenet som af sociale foranstaltninger. Vi skal hver især gøre, hvad vi kan for at forbedre vores egen indsats, men optimalt bliver det først, når vi er rigtigt synkroniserede.

Vi begår fejl på hospitalerne og er ikke altid omhyggelige nok i samarbejdet med kommuner og almen praksis. Men vi anstrenger os faktisk for at lære af dem og beder kommunerne være mere opmærksomme på at fortælle os, når der sker noget, der opleves som fejl fra vores side.

Vi er dog blevet meget bedre til at få sendt udskrivningsbreve til lægerne rettidigt, vi er blevet bedre til at få afstemt det fælles medicinkort, og vi er blevet bedre til at orientere kommunerne gennem rettidige plejeplaner.

Er det godt nok? Nej, det er ikke godt nok – men det rykker pænt i den rigtige retning.

Kommunerne arbejder langt hen ad vejen positivt med, men nogle gange overtages fokus af diskussioner om reglerne for kommunal medfinansiering eller andre, lignende fortrædeligheder.

Vi skal begge parter huske, at i dagligdagen har vi allermest brug for at samarbejde om de enkelte patienter og borgere.

Jeg glæder mig over de gode eksempler, der er på samarbejde over sektorgrænserne. Jeg glæder mig over det fornuftige samarbejde. Jeg glæder mig over, at vi samarbejder så tæt, at vi også kan tale konstruktivt om vores fejl og mangler.

Samarbejdet foregår næsten altid positivt og til gavn for patienten eller borgeren.

Hunden og katten kan godt leve i fredelig sameksistens!

”Fagfolk: Sygehusene er presset til yderste grænse” v/Peter Mandrup Jensen

”Fagfolk: Sygehusene er presset til yderste grænse” – var overskriften i et dagblad i går. Artiklen fulgte op på en anden artikel med overskriften ”Vi er tvunget til at presse ansatte til det yderste”.

Jeg synes heller ikke, at der er ressourcer nok til sygehusene i Danmark, og at der er mange steder, hvor vi bør arbejde for bedre forhold for vores patienter (og for vores medarbejdere).

Men – er det manglen på ressourcer, der er vores allerstørste problem, eller er det noget helt andet? Jeg hælder til det sidste.

Jeg taler med mange kolleger, ledere og medarbejdere, der fortæller, at det de er mest træt af, er de rammer for vores arbejde, som de synes er fagligt problematiske.

Eksempel: vi udfører ortopædkirurgiske operationer på ældre på op mod 100 år, hvor vi skifter fx hofter eller knæ ud. Er det til gavn for de ældre? Ja … forhåbentlig for de fleste … men måske ikke alle?

Et andet eksempel: udredningsret og behandlingsgaranti. Det er da fint, at vi har ret til udredning inden for en måned, ikke? Jo … forhåbentlig for de fleste … men vi ser bekvemt bort fra det faktum, at ”tiden læger nogle sår” (ikke alle, men nogle), så nogle patienter vil i en accelereret proces blive udsat for operationer og behandlinger, som ville være undgået, hvis man havde set tiden an. Og det er tilsyneladende svært at få en bred erkendelse af, at både skalpel og lægemidler er forbundet med faktiske bivirkninger. Nej, det er ikke altid en fejl, når noget ikke går som planlagt – det kan udmærket være en helt forventelig bivirkning.

De kolleger, jeg taler med, er alle flittige og samvittighedsfulde, og de ønsker det bedste for deres patienter. Men de oplever rammer og regler, som ikke støtter deres faglige ambitioner og deres etik.

Her tror jeg skoen trykker for alvor. Det er ikke rart at have for få ressourcer, men det er på en eller anden måde værre at være tvunget til en uhensigtsmæssig og urimelig adfærd.

Hvad gør vi så ved det? Hvordan kan vi få en ordentlig, alvorlig og reel diskussion om vores sundhedsvæsen, og om hvordan vi vælger at tilrettelægge tilbuddet til borgerne (og tilrettelægge vores arbejde)?

Ved at insistere på en nuanceret diskussion. Ved at insistere på en diskussion, hvor vi ikke kun diskuterer på overfladen. Ved at insistere på, at der ved siden af de politiske elementer i diskussionen også skal være plads til argumenter, der baserer sig på sundhedsfaglig professionsetik.

Jo, det drejer sig også om ressourcer. Men måske endnu mere om de værdier, der ligger til grund for hele vores måde at drive sundhedsvæsen på.

”Hvis du havde lyttet på din telefonsvarer, så havde du vidst det” v/Peter Mandrup Jensen

Bedrevidenhed er sjældent en rar ting. Jeg prøver selv ikke at være bedrevidende … og håber ikke, det sker for ofte. En torsdag for nylig var jeg selv udsat for fænomenet, og når man selv er den udsatte, er det jo tydeligt, hvad der er galt.

Jeg ringede til autoværkstedet for at høre til min bil, som var i deres varetægt. Efter at have trykket mig igennem selvbetjeningsmenuen kom jeg til at tale med en medarbejder.

Mig: Goddag. Jeg skulle lige høre til AP 25.008. Hvornår er den mon færdig?

Værksted: Jeg ringede jo til dig i går …

Mig: Ja, og jeg forsøgte at ringe tilbage, men kom desværre ikke igennem. Derfor ringer jeg nu.

Værksted: Har du aflyttet din telefonsvarer?

Mig: Nej, det har jeg ikke.

Værksted: Nå, men jeg indtalte altså en besked …

Mig: Den har jeg desværre ikke hørt.

Værksted: Hvis du havde lyttet på din telefonsvarer, så havde du vidst det.

Mig: Ja …?

Værksted: Nå, men den er altså færdig om et par timer.

Mig: Det var fint. Tak for det. Farvel.

Vi skal i sundhedsvæsenet lære af andre sektorer og af det private erhvervsliv – men ikke lige dette værksted.

Undlad at bruge tid på at korrigere kunder eller kolleger. Brug i stedet for tid og energi på at komme med konstruktive og positive bidrag til konversationen. Patienten skal altid føle sig ventet og velkommen. Uanset hvad.

PS. Da jeg så lyttede efter på mobilsvar, var der i øvrigt ikke nogen besked …

Kan auralæsning kurere kræft? v/Peter Mandrup Jensen

”Fulgte man en lignende metodik, ville man uden problemer kunne nå frem til, at auralæsning kurerer kræft.” I tidsskriftet Samfundsøkonomen er forskningschef Anders Hede ude med riven efter udokumenterede anprisninger af resultatstyring.

Anders Hede tager Produktivitetskommissionen ved vingebenet og argumenterer mod kommissionens anbefaling af, at resultatstyring er den bedste måde, man kan øge den offentlige sektors produktivitet på. Det er der reelt intet belæg for, siger Anders Hede.

Det er i dag konventionel visdom, at man bør styre sin organisation efter, hvad der kommer af resultater for brugerne eller borgerne og ikke efter opfyldelse af proceskrav og regler.

Problematisk antagelse

Grundproblemet med denne antagelse er, ifølge Anders Hede, at det yderst sjældent er muligt at slutte fra en ændring i målopnåelsen til en specifik årsag.

Det er der en del grunde til: Der er for de fleste offentlige virksomheder en velsignelse af forskellige målsætninger, og hertil kommer, at mange målsætninger kan man ikke aflæse en forbedring eller forringelse af på kort sigt, og en del resultater kan i øvrigt ikke måles validt. Anders Hede nævner hertil en række yderligere problemer.

Interessant anføres det i artiklen, at man dog inden for sundhedsvæsenet på nogle områder er kommet længere med at dokumentere sammenhænge mellem indsatser og effekt, men på stort set alle andre offentlige serviceområder er man meget langt fra at kunne det.

Gak til bonden og bliv vis

Efter at have søgt efter forskningsmæssig dokumentation for effekten af resultatstyring konkluderer Anders Hede, at hvis man ikke kan diske op med andet end historiske beskrivelser og enkeltstående casestudier, så kan man lige så nemt nå frem til, at auralæsning kan kurere kræft.

Men hvis nu fokus på resultatstyring ikke er det rigtige, hvad skal vi så gøre? Anders Hede anbefaler en strategi for langsigtet, højere produktivitet bestående af 1) at skabe mere viden om effektive indsatser, og 2) at skabe en bæredygtig integration af viden i praksis.

”Den offentlige sektor kan lære meget af landbruget”, mener Anders Hede, og fortsætter: ”Forbedringer i fodring eller gødskning i landbruget skal også adopteres af de enkelte landmænd. Samtidig er landbruget en af de sektorer i samfundet med den bedste produktivitetsudvikling. Det er bemærkelsesværdigt, hvor omfattende et konsulentstøttesystem, der findes omkring den enkelte landmand. Det er ikke tale om smarte managementkonsulenter, men om dybt specialiserede og højtuddannede konsulenttjenester, som indsamler og tilpasser eksisterende viden til den enkelte landmands behov. I praksis følger landmanden en række fastlagte processer eller planer, men der bliver datamæssigt fulgt op på, om man når den forventede performance. Disse data indgår samtidigt i massive registre til videre forskning og udvikling.”

Så i stedet for at lade os besnære af tvivlsom managementrådgivning og ligge under for konventionel tænkning skal vi i fx sundhedsvæsenet måske hellere kigge til helt andre sektorer for inspiration?

PS. Jeg tror ikke, der er evidens for, at auralæsning kan kurere kræft.

”Hej. Jeg er på vej på 14 dages ferie …” v/Peter Mandrup Jensen

”Hej. Jeg er på vej på 14 dages ferie og har ikke nået, at kigge det hele igennem. Det beklager jeg meget. Hvis det kan vente til uge 30 vil jeg vende tilbage med svar senest den 22.07.”

Hvad ville du tænke, hvis du fik denne mail fra en virksomhed, som du havde rettet henvendelse til?

Jeg kender en, der tænkte: ”10 dage uden svar, og så beskeden: “Jeg smutter på stranden, kan det vente?”. Ja, så finder man hurtigt andre steder, der gerne vil tage mod ens penge.”

Fik jeg nævnt, at det er en mail fra en medarbejder i en af Danmarks største finansielle institutioner til en mulig, ny kunde?

Det er vel undt at den sikkert udmærkede finansielle medarbejder kan holde 14 dages ferie, men modtageren af mailen endte jo – forudsigeligt nok – med ikke at blive kunde i dét firma.

Tænk over de signaler du udsender på vegne af din virksomhed.

God sommer!

 

Regionernes fremtid (genoptryk fra 2009) v/Peter Mandrup Jensen

Den 12. september 2009 skrev jeg et blogindlæg op til kommunal- og regionsrådsvalget. Ved genlæsning tænkte jeg: “Det er sgu lige så aktuelt i dag”. Derfor genoptrykkes det her:

Regionernes fremtid

Op til kommunal- og regionsrådsvalget er der mangeartede politiske markeringer og kulørte spekulationer om regionsrådene og regionerne.

Blandt de politiske partier er de konservative og Dansk Folkeparti ikke venner med regionerne og ser dem gerne afskaffet. Interessant nok er regeringens politik helt anderledes. Indenrigs- og socialminister Karen Ellemann siger om regionernes fremtid:

Regionernes vigtigste og meget store opgave er at sikre, at Danmark fortsat har et sundhedsvæsen i verdensklasse. Der foregår i disse år en omfattende udvikling og modernisering af sygehusstrukturen. Det er et arbejde, som fortsat vil fylde meget på regionernes dagsorden om otte år. Derudover skal regionerne – også om otte år – bruge kræfterne på deres øvrige opgaver blandt andet regional udvikling og driften af en række sociale tilbud.

Så konklusionen må være, at selv om der er i et par politiske partier er nogle, der ikke vil regionerne det godt, så er der tilsyneladende ikke nogen vaklen i regeringens politik.

Og det ville jo heller ikke være ansvarligt over for borgere, patienter og regionernes medarbejdere, hvis ikke regeringen bakkede regionerne og regionsrådene op.

“Overkill” v/Peter Mandrup Jensen

Den glimrende amerikanske kirurg og forsker, Atul Gawande, har i maj måned skrevet en inspirerende artikel til The New Yorker, hvor han hudfletter vores manglende opgør med den del af sundhedsvæsenets aktiviteter, der er ”no-value-care”.

I det amerikanske sundhedssystem, siger han, er der masser af spild knyttet til for høje priser, svindel og alt for høje administrative omkostninger – men større end dette spild, er spild ved udførelse af unødvendige sundhedsydelser.

Der er flere grunde til, at vi producerer unødvendige ydelser. Gawande identificerer en magtfuld mekanisme, som består af ”overtesting” -> ”overdiagnosis” -> ”overtreatment”.

Om ”overtesting” siger Gawande, at det er problematisk, at man årligt i USA gennemfører 15 millioner nuklearmedicinske undersøgelser, over 100 millioner CT- og MR-undersøgelser og omkring 10 milliarder laboratorieanalyser. Problemet er, siger han, at når der bliver kastet så umådeligt mange diagnostiske ”net” ud, får man en så stor mængde resultater, at der altid vil være nogle, der ligger på kanten af det normale eller muligvis kunne være udtryk for et sygdomsmæssigt problem.

Denne excessive testning medfører ”overdiagnosis”, siger Gawande. Det er for så vidt ikke fejlagtige diagnoser, men diagnosticering af tilstande, der aldrig ville påvirke vores liv. Vi bruger røntgen, ultralyd og laboratorieundersøgelser i stor stil, men sat på spidsen: ”Yet only a tiny reduction in death, if any, has resulted.”

Vi har altså meget svært ved ikke at gøre noget, når vi nu har både set og diagnosticeret et eller andet. Vi hopper i med begge ben og griber til ”overtreatment”, som kan være bekostelig, men også egentlig risikabel og skadelig.

Men hvad er det, der holder gang i denne karrusel af for mange undersøgelser, for mange diagnoser og for mange behandlinger? Gawandes bud er, at det ikke mindst skyldes at læger og hospitaler som hovedregel betales pr. ydelse. Dertil at vi generelt er mere bange for at gøre for lidt end at gøre for meget. Det gælder både læger og patienter. Så i grundighedens navn kører karrusellen hurtigere og hurtigere.

Kan vi komme af karrusellen eller i det mindste sænke hastigheden? Ja, men der er ikke noget quick fix. Vi bør være opmærksomme på, siger Gawande, at det ikke blot drejer sig om at fjerne ydelser, men i lige så høj grad at sætte noget nyttigt i stedet.

Et konkret og positivt eksempel fra vores danske sundhedsvæsen er den bevidste satsning på færre operative indgreb mod rygsmerter og langt større satsning på vejledning og træning.

Men mon ikke vi har et godt stykke vej endnu, før vi har erstattet unyttig eller farlig behandling med nyttige tiltag?