“Smaddergodt, at der er masser af arbejde i dag!” v/Peter Mandrup Jensen

Det var en erfaren overlæge, der fortalte eksemplet. Vi drøftede, hvad der gjorde os glade for at gå på arbejde. Han havde et par gode eksempler på, hvad der gjorde ham glad.

Det var fx når en medarbejder kom om morgenen og sagde: ”Ved du hvad, Jørgen, det er smaddergodt, at der er en masse arbejde i dag.” Arbejdspladsen var et laboratorium, hvor man om morgenen kunne se, hvad der var kommet ind siden dagen før, som skulle undersøges.

En anden ting der glædede overlægen var, når medarbejderne som den mest naturlige ting af verden valgte ikke at slutte arbejdsdagen, før der var gjort ”rent bord”.

Der var lige det aber dabei, at begge eksemplerne stammede fra et tidspunkt, hvor han arbejdede i en privat drevet del af sundhedsvæsenet.

Overlægen understregede, at der også var mange energiske og ansvarlige medarbejdere på hans nuværende arbejdsplads i det offentlige sundhedsvæsen, men hans opfattelse var, at glæden ved at have mange patienter eller opgaver og få noget fra hånden var større i det private end i det offentlige.

Min egen oplevelse er, at jeg i såvel den kliniske verden som i tværgående funktioner, servicefunktioner og i administrative funktioner møder rigtig mange dedikerede kolleger. Men er der alligevel noget om, at vi ikke er tilstrækkeligt spidse på erkendelsen af, at vores berettigelse er den nytte vi skaber for vores patienter eller kolleger eller kunder?

Og gør vi noget ved det? Nok?

Den lille (store?) forskel v/Peter Mandrup Jensen

Selv om der er tale om, at forskelle mellem offentlig og privat ledelse vist bliver mindre, end de tidligere har været, er der fortsat forskelle. Jeg hørte en forsker fra CBS komme med den simple forklaring: Det drejer sig om, hvor vidt der er fokus på ”performance” (resultater) eller ”complience” (regeloverholdelse).

Performance er den private leders raison d’être. Du skal præstere. Du skal sikre, at der både sker noget positivt med omsætningen og med profitabiliteten. Hvis du præsterer, er der ganske store friheder til at begå fejl mv.

Complience er den offentlige leders raison d’être. Du skal løse dine opgaver under iagttagelse af de ganske mange regler, der gælder for dig og dit arbejdsfelt. Hvis du overholder reglerne, er der ganske store friheder til i øvrigt ikke at kræve noget særligt af dig.

O.k., det var sat for meget på spidsen, for så simpelt er det selvfølgelig ikke. Det er ikke nok, at Novo præsterer overskud, vi kan heller ikke acceptere, hvis de udfører ”aggressiv skattetænkning”. Og det er ikke nok, at ledere i sundhedsvæsenet overholder reglerne, de skal også skabe vækst i både kvalitet og produktivitet.

Så både på den private side og på den offentlige side sker der en udvikling, som tilnærmer de to ledelsesopgaver hinanden.

Men det sker ikke problemfrit. I det offentlige er vi blevet bedre til at fokusere mere på resultater, men vi er ikke gode til at afvikle regler og 0 fejls-kultur, og i det private er man fortsat bedst til at fokusere på den økonomiske bundlinje.

I grunden skal vi måske også overveje, om vi faktisk ønsker en egentlig sammensmeltning af de to ledelsestyper i en enkelt, fælles form. I sidste instans er det måske ikke muligt?

Inden for sundhedsvæsenets område er det jo fx tilladt for den private aktør at arbejde med de ydelser, der giver profit, mens det er helt og aldeles illegitimt for en offentlig læge eller sygeplejerske at tænke på, ”hvad der kan betale sig” – her er det uden undtagelse patientens behov for undersøgelse, behandling og pleje, der er alfa og omega.

Så den lille (store?) forskel er måske kommet for at blive?