Akutjob (”til grin kan man let blive”) v/Peter Mandrup Jensen

Aftalen om akutjob er under kritisk beskydning. Og hvordan de offentlige arbejdsgivere, herunder regionerne, prøver at leve op til aftalen, kritiseres også fra flere sider.

Aftalen om akutjob ligger i forlængelse af akutpakken, som regeringen indgik med arbejdsmarkedet parter om en særlig indsats over for såkaldt ”udfaldstruede”.

Aftalen indeholder følgende passus, hvor regeringen og private og offentlige arbejdsgivere er enige om: at arbejde for at tilvejebringe et antal ledige akutjob frem til 1. juli 2013 målrettet dagpengemodtagere, der er i risiko for at opbruge eller opbruger dagpengeretten. Jobbene er på sædvanlige løn- og arbejdsvilkår og kan være både permanente og midlertidige.”

Der skal skabes 12.500 akutjob, og heraf skal regionerne skabe 800. Der er en præmie for at ansætte en udfaldstruet.

Regionerne har – ligesom de øvrige arbejdsgivere – overvejet grundigt, hvordan man kan realisere aftalen. Jeg kender bedst Region Hovedstadens beslutninger, men de ligner nok de øvrige regioners.

Vi har gjort meget ud af at sikre, at ansøgere der er udfaldstuede reelt bliver taget i betragtning til de opslåede stillinger. Det sker på den måde, at når man ser på ansøgningerne til opslåede stillinger, skal man først kigge dem igennem, der er udfaldstruede og tage stilling til, om der er nogle, der på grundlag af ansøgningen kan være kvalificerede til stillingen. Hvis ja, så skal de pågældende til ansættelsessamtale – forud for øvrige ansøgere. Hvis nej, så går man videre med de øvrige ansøgere.

Vi har i Region Hovedstaden besluttet at slå alle – bortset fra lægestillinger – op som akutjob.

Det er der blevet gjort grin med: Slår I virkelig en vicedirektør op som akutjob!?

Og svaret er ”ja”. Ja, vi slår praktisk talt alle stillinger op som akutjob. Det sikrer jo, at udfaldstruede inden for alle områder får mulighed for at ”komme til fadet”.

Jeg har selv slået en chefstilling op som akutjob og var spændt på, om der overhovedet var nogen, der søgte som akutjob-berettiget, og der var faktisk to ansøgere af den kategori. De to ansøgere havde ikke skudt helt ved siden af skiven, så vi havde en seriøs vurdering af, om de opfyldte kravene til stillingen. Det gjorde de ikke, så vi måtte videre med resten af ansøgerne.

Var det så til nogen nytte, at vi slog stillingen op som akutjob? Jeg synes overvejende ja. Der er jo faktisk udfaldstruede inden for også gruppen af ledere, og vi blev ”tvunget” til at tage ansøgningerne fra de to akutjob-berettigede i betragtning som første led i processen.

En anden ting er så, om selve ordningen om akutjob er ”god nok”, og om den faktisk løser de problemer, der måske i særlig grad er for ufaglærte.

Men selv om man måtte mene det, behøver man jo gøre grin med regionerne for den seriøse, om end lidt omstændelige, måde vi prøver at leve op til aftalen om akutjob på.

Tillid er godt men kontrol er bedre / af Per Christiansen

Som salig Lenin sagde er tillid godt men kontrol bedre. Aktuelt mener Dagens Medicin og Kræftens Bekæmpelse det samme når det gælder lovgivningen om livstruende sygdomme. Sidste år blev der etableret et bureaukratisk cirkus med tro og love erklæringer om at man opfyldte gældende lov og i dag mistænkeliggøres regionerne så i Dagens Medicin, fordi der i en enkelt region er fundet et par patienter, som ikke har fået deres tilbud til tiden.

Det er selvfølgelig dybt beklageligt at vi i regionerne ikke lever op til gældende lov og specielt på et område, hvor alle ved at tid er væsentlig, men jeg er ret sikker på at alle der er involveret i kræftbehandlingen gør deres yderste for at leve op til lovgivningen, og at de tilfælde som er smuttet i de bureaukratiske indberetninger er et resultat af de fejl der sker, når man har med mennesker at gøre og ikke et bevidst forsøg på at føre nogen bag lyset. Vi ville slet ikke turde bevidst at fuske, når vi ved at vi har moralens vogtere til at ånde os i nakken.

Man kan jo med god ret spørge sig selv om hvor mange ressourcer samfundet skal bruge på at sikre at gældende lov overholdes – tager vi et eksempel som hastighedsbegrænsninger. Der ved alle at der løbende sker overskridelser og at disse overskridelser koster liv. Alligevel forlanger samfundet ikke at politiet laver en fuldstændig overvågning af alle vejstrækninger – nej man accepterer stikprøvekontroller og konsekvens ved konstaterede overtrædelser. Man forlanger heller ikke at alle bilister hver måned skal underskrive en tro og love erklæring om at vi ikke har kørt for stærkt i sidste måned.

Jeg er helt overbevist om at moralen hos sundhedspersonalet når det gælder overholdelse af reglerne om livstruende behandling er højere end den er hos de fleste bilister, når det gælder om at overholde hastighedsbegrænsningen – det synes jeg Dagens Medicin og Kræftens Bekæmpelse burde overveje når de nu kaster sig ud i endnu en Vendetta mod det danske sundhedsvæsen.