Der er ikke noget, der er så godt, at det ikke … v/Peter Mandrup Jensen

Jeg kom til at tænke på talemåden, da jeg for nogle uger siden havde mulighed for at forklare noget om regionernes og sundhedsvæsenets økonomi for både trykte og elektroniske medier.

Mit budskab var, at det gennem en stærk indsats gennem de seneste 2-3 år er lykkedes regionernes ledere og medarbejdere igen at komme i rimelig økonomisk balance. Regionernes regnskaber for 2012 ser ud til at blive pæne – og samlet set måske 1 pct. til ”den gode side”.

Nogle af mediernes reaktioner var derefter: ”Hvem er det så gået ud over?”, og ”Hvor er der sparet?”.

Det gav mig anledning til to overvejelser.

For det første: Disse spørgsmål fra medierne kommer vist på baggrund af den antagelse, at der er en 1:1 sammenhæng mellem størrelsen af de offentlige udgifter og den nytte, gavn og tilfredshed, der kommer ud af anvendelsen af ressourcerne. Så hvis der er et lavere udgiftsniveau, MÅ det uafvendeligt være ensbetydende med, at der er nogle ofre for udviklingen.

Er det ikke en uhensigtsmæssig rygmarvsreaktion? For mig at se frakobler det jo både fokus på, hvor meget behandling vi får ud af ressourcerne og hvilken kvalitet, får vi ud af ressourcerne.

For det andet: Er det os selv som offentlige medarbejdere og ledere, der understøtter et ensidigt fokus på penge? Ja, det tror jeg, vi nogen gange gør. Vi er jo nogen gange ude at klynke over de alt for få midler der bruges på sundhedsvæsenet, og jeg har da engang imellem oplevet, at kolleger har argumenteret for, at vi ikke kan gøre det bedre, før vi får flere ressourcer.

Jeg skal hilse fra andre offentlige ledere, som ikke har glæden af at arbejde inden for sundhedsvæsenet, der efterhånden opfatter sundhedsvæsenet som en regulær gøgeunge i den offentlige ”rede” – altså en aktør, der billedligt talt får al den mad, forældrene kan skrabe sammen. Det er en opfattelse, jeg ofte møder inden for socialområdet, kulturområdet og andre offentligt finansierede områder.

Jeg ville foreslå, at vi som ledere i sundhedsvæsenet fokuserer mere på, at vi ønsker os en fornuftig balance mellem de ressourcer, der bruges på sundhedsvæsenet og de krav, der stilles. Hvis der så også indimellem kan komme en erkendelse af, at der skal tid til at skabe omlægninger og udvikling, ville det være fint.

Selvfølgelig skal der være krav til os om, at vi bruger vores 100 mia. kr. stadig mere bæredygtigt og at vores produktivitet og kvalitet derfor løbende forbedres.

Og så skal vi tage os selv i nakken og blive endnu bedre til at beskrive og forklare i den offentlige debat og i medierne, hvordan vi arbejder konkret og bevidst med at gøre et ret godt sundhedsvæsen endnu bedre.

Måske er der faktisk noget, der er så godt, at det ikke er skidt for noget?

Reklamer