Klaus Rifbjerg om hospitaler og erotik v/Peter Mandrup Jensen

”Det var vidunderligt, at når man skulle have den der frygtelige kanyle op i næsen, sad der en sygeplejerske bag ved en og holdt om en, og så kunne man læne nakken tilbage mellem hendes vidunderlige bryster.”

Klaus Rifbjerg var som barn flere gange indlagt med øre/næse/hals-problemer på Sundby Hospital, og hans svar citeret oven for kom på spørgsmålet, om han da ikke også havde oplevet noget positivt under sine hospitalsophold. Ellers havde han mest fortalt om mødet med autoritære regler og ditto læger.

”Det erotiske jo ikke er langt fra noget som helst”, tilføjede Rifbjerg, der var gæst ved et arrangement for en uges tid siden på Nordsjællands Hospital.

Rifbjerg havde overvejende ikke-positive erfaringer med indlæggelse på hospitaler. Han havde set de fleste af Københavns hospitaler indefra, sagde ham. En del af erindringerne kom fra barndomsårene, hvor lange indlæggelser med adskillelse fra forældre og søskende var stærkt belastende oplevelser. Men også fra nutiden havde ”Store Klaus” et indtryk af, at på mange områder har hospitalerne ikke rigtigt evnet at stille ind på den kanal, patienternes sender på.

Det var Rifbjergs opfattelse, at han for tiden ofte bliver betragtet som ”Hr. Lever”, altså at det er et af hans indre organer, der definerer personen. ”Jeg er nu kun Hr. Lever – ikke en medborger eller en patient”.

Jeg er ked af at sige det, men det var Rifbjergs opfattelse, at det særligt er lægerne, der har vanskeligheder med at forstå, at patienterne er mere end det organ – eller de organer – der har en skavank.

”Læger er stadig autoritære og vil være autoriteter. Men det er jo mig, der er autoriteten. Det er jo mig, der ved, hvad der fungerer for mig”, sagde Rifbjerg.

Og tilføjede: ”Sygeplejersker er stort set fremragende og vidunderlige og har den empati, som gør, at afstanden mellem autoriteten og mig selv bliver mindre, og at man bliver det medmenneske, man er. Det er der selvfølgelig også læger, der kan …”, men ikke så mange, mente Rifbjerg.

Og som Klaus Rifbjerg sluttede af med: ”Det er ikke fordi, jeg vil være kværulant, eller fordi jeg vil insistere på følelser. Jeg holder også af sagligheden. Men jeg vil have det på en ordentlig måde, så man henvender sig til et menneske og ikke til en lever.”

Mange af os har jo fokus på kommunikation, patientinddragelse, ”patient empowerment” etc., så mon ikke Rifbjergs positive erindring om sygeplejersken kan suppleres med andre, næsten lige så positive erindringer om venlig, respektfuld og kompetent samtale og behandling, hvis vi anstrenger os lidt mere?

Reklamer