”Man tager sig sammen” v/Peter Mandrup Jensen

Det sagde skuespilleren Henning Jensen, da han blev spurgt om, hvordan han klarede at holde en teaterforestilling, hvor han var den eneste medvirkende, gående i mere end en time.

Henning Jensens svar gik lige ind hos mig.

Vi er helt nede på jorden. Der er ikke nogen smart genvej eller noget smart trick, som håndterer den situation, Henning Jensen er i. Det er i grunden meget ukompliceret og enkelt: ”Man tager sig sammen”.

Samtidig udtrykker Henning Jensen stor alvor og giver en tydelig en handlingsanvisning: ”Man skal tage sig sammen.” Det er netop dig, og ikke nogen anden, der skal bære ansvaret for forestillingen. Når du står på scenen, er det dig, der skal bære forestillingen på dine skuldre.

På samme tid ganske ukompliceret og uhyre svært.

Henning Jensens svar kan måske også bruges i relation til at være leder?

Det er enkelt.

Og måske svært.

Reklamer

Incitamenter – noget Fanden har skabt? v/Peter Mandrup Jensen

Diskussionen om incitamenter i sundhedsvæsenet er lige nu hot stuff. Der arbejdes med emnet i både diverse ministerier og i regionerne. Skal vi have flere incitamenter, nye incitamenter, skarpere incitamenter … eller hvad?

Et incitament er en tilskyndelse. Oftest bruges begrebet i almindelig tale som ”økonomisk tilskyndelse”, altså en form for enten belønning eller straf for et eller andet. Begrebet har meget med emnet motivation at gøre – og dermed også med ledelse.

I det følgende vil jeg beskrive nogle enkelte observationer om og holdninger til den aktuelle diskussion om incitamenternes rolle i sundhedsvæsenet. Det er fint med incitamenter, men …

Der er hos nogen tilsyneladende en tyrkertro på, at flere økonomiske incitamenter er af det gode. Det tror jeg er tvivlsomt. Nogle gange har jeg tænkt, at ønsket om flere økonomiske incitamenter er en form for ledelsesmæssig kapitulation. Når det fx er sådan, at patienterne har bestemte rettigheder, kan det så passe, at vi skal belønne de afdelinger eller det personale, der opfylder rettighederne og undlade at belønne dem, der ikke gør det? Er det på den måde legitimt ikke at gøre, som man skal, hvis man blot accepterer ikke at blive belønnet? Er det en ledelsesmæssig indstilling, der er acceptabel?

Den – måske – stigende tro på økonomiske incitamenter hænger formentlig sammen med den stigende markedstænkning. Også inden for sundhedsvæsenet. Hvis vi arbejder på et marked, er det jo netop pengene, der bestemmer. Det er, ”hvad der kan betale sig”, der er rationalet.

Men i det offentlige, danske sundhedsvæsen er det jo netop ikke, ”hvad der kan betale sig”, der er rationalet. Vi er sat i verden for at opfylde det behov for undersøgelse, behandling og pleje, som borgerne og patienterne i Danmark har.

Jeg er stærkt betænkelig ved, at en del ledere (og medarbejdere?) allerede i dag har overvejelsen, om ”hvad der kan betale sig”, liggende langt fremme i bevidstheden. Jeg støder ofte på ledere, der er meget bevidste om, at deres afdeling skal producere ”DRG-aktivitet” – og gerne rigtig meget. Jeg er bekymret for, om denne tanke kommer til at overskygge det enkelte menneskes behov for hjælp fra det offentlige sundhedsvæsen.

Jamen – skal vi så ikke længere tænke på produktivitet og omkostningsbevidsthed?

Jo, i høj grad. Men overvejelsen, om hvilken patientbehandling ”der kan betale sig”, må ikke blive styrende. Derimod er det stærkt nødvendigt, at vi tænker over at gennemføre vores aktiviteter omkostningsbevidst, det vil sige med den mindst mulige indsats af penge og personale. Dels fordi vi har en pligt over for samfundet til at holde hus med de > 100 mia. kr., vi bruger årligt i sundhedsvæsenet (og som derfor ikke kan anvendes til skoler, kultur, forsvar eller folkepension), dels fordi vi gennem en bæredygtig anvendelse af vores ressourcer kan hjælpe flest mulig borgere/patienter bedst muligt.

Ved siden af de økonomiske incitamenter har vi stærkt brug for, at vi dels tager udgangspunkt i de demokratisk vedtagne beslutninger, der danner rammerne for vores arbejde (lovgivning om fx patientrettigheder etc.), dels i den sundhedsfaglige etik, der skal være et afgørende pejlemærke.

Skal vi så ikke have økonomiske incitamenter? Jo, selvfølgelig. Fanden har faktisk ikke skabt alle økonomiske incitamenter. Vi skal naturligvis have nogle tydelige, fair og ikke for indviklede spilleregler om fordeling af økonomi etc.

Men fri mig for en ensidig tro på mammon. Lov og ret og etik skal være mindst lige så vigtige i vores ledelsesmæssige kompas.