”Fagfolk: Sygehusene er presset til yderste grænse” v/Peter Mandrup Jensen

”Fagfolk: Sygehusene er presset til yderste grænse” – var overskriften i et dagblad i går. Artiklen fulgte op på en anden artikel med overskriften ”Vi er tvunget til at presse ansatte til det yderste”.

Jeg synes heller ikke, at der er ressourcer nok til sygehusene i Danmark, og at der er mange steder, hvor vi bør arbejde for bedre forhold for vores patienter (og for vores medarbejdere).

Men – er det manglen på ressourcer, der er vores allerstørste problem, eller er det noget helt andet? Jeg hælder til det sidste.

Jeg taler med mange kolleger, ledere og medarbejdere, der fortæller, at det de er mest træt af, er de rammer for vores arbejde, som de synes er fagligt problematiske.

Eksempel: vi udfører ortopædkirurgiske operationer på ældre på op mod 100 år, hvor vi skifter fx hofter eller knæ ud. Er det til gavn for de ældre? Ja … forhåbentlig for de fleste … men måske ikke alle?

Et andet eksempel: udredningsret og behandlingsgaranti. Det er da fint, at vi har ret til udredning inden for en måned, ikke? Jo … forhåbentlig for de fleste … men vi ser bekvemt bort fra det faktum, at ”tiden læger nogle sår” (ikke alle, men nogle), så nogle patienter vil i en accelereret proces blive udsat for operationer og behandlinger, som ville være undgået, hvis man havde set tiden an. Og det er tilsyneladende svært at få en bred erkendelse af, at både skalpel og lægemidler er forbundet med faktiske bivirkninger. Nej, det er ikke altid en fejl, når noget ikke går som planlagt – det kan udmærket være en helt forventelig bivirkning.

De kolleger, jeg taler med, er alle flittige og samvittighedsfulde, og de ønsker det bedste for deres patienter. Men de oplever rammer og regler, som ikke støtter deres faglige ambitioner og deres etik.

Her tror jeg skoen trykker for alvor. Det er ikke rart at have for få ressourcer, men det er på en eller anden måde værre at være tvunget til en uhensigtsmæssig og urimelig adfærd.

Hvad gør vi så ved det? Hvordan kan vi få en ordentlig, alvorlig og reel diskussion om vores sundhedsvæsen, og om hvordan vi vælger at tilrettelægge tilbuddet til borgerne (og tilrettelægge vores arbejde)?

Ved at insistere på en nuanceret diskussion. Ved at insistere på en diskussion, hvor vi ikke kun diskuterer på overfladen. Ved at insistere på, at der ved siden af de politiske elementer i diskussionen også skal være plads til argumenter, der baserer sig på sundhedsfaglig professionsetik.

Jo, det drejer sig også om ressourcer. Men måske endnu mere om de værdier, der ligger til grund for hele vores måde at drive sundhedsvæsen på.

Reklamer