“Astrid Krag raser” v/ Peter Mandrup Jensen

Nedenstående tekst kunne have optrådt i Rokokoposten (www.rokokoposten.dk), men gør det altså ikke:

Astrid Krag raser

”Det er jo ikke uden grund, at vi bruger 15 år på at uddanne kompetente speciallæger”, siger sundhedsminister Astrid Krag, ”og når de så er uddannede, skal vi da ikke til at forsøge at detailstyre dem med forordninger og cirkulærer forfattet af de yngste læger og fuldmægtige i sundhedsstyrelsen og sundhedsministeriet”, raser sundhedsministeren i anledning af den offentlige debat efter en tv-udsendelse om mulige svigt i kommunikationen mellem en læge og nogle pårørende.

Nu er det ovenstående citat blot fiktion – men er inspireret af den debat, der har været efter en tv-udsendelse, hvor et tv-hold fulgte et forløb om en potentiel organdonor ved Århus Universitetshospital. Jeg har ikke set tv-udsendelsen, så kommentaren er alene møntet på debatten efter udsendelsen.

Udsendelsen med den smagløse titel Pigen der ikke ville dø – alene titlen afholdt mig fra at se udsendelsen – omhandlede den næsten ubærlige situation, hvor man fulgte nogle pårørende i de dage, hvor de blev orienteret om deres datters alvorlige tilstand og blev spurgt om deres holdning til organdonation.

Efter udsendelsen har den offentlige debat drejet sig om lægernes håndtering af situationen og særligt deres kommunikation med den ramte familie. Der er stillet spørgsmål i folketinget om sagen, og sundhedsministeren har været ude med udtalelser om sagen. Desværre ikke i retning af den ovenstående (fiktive) udtalelse.

Ministeren sagde faktisk i stedet: ”Jeg vil bede Sundhedsstyrelsen om at sørge for, at der kommer ens retningslinjer på alle hospitaler.” Og videre: ”Sundhedspersonalet har fejlvurderet Carina og taget samtalen om organdonation med forældrene op på et forkert grundlag. Derfor skal proceduren ændres, så den bliver ens på alle hospitaler. Samtalen skal første finde sted, efter hjernedøden er indtrådt.”

Det er for mig at se en tvivlsom vej at gå. Samme opfattelse har formanden for Etisk Råd, og formanden for Hjernedødsudvalget har udtalt: ”Det drejer sig om empati og indføling, og det kan man ikke lave retningslinjer for. Det, der er det rigtige for én familie, behøver jo ikke at være det rigtige for en anden familie.”

Vi skal i sundhedsvæsenet kunne lægge alle vores arbejdsgange og alle vores aktiviteter under offentlighedens lup. Vi har med det mest dyrebare at gøre – det enkelte menneskes helbred, sygdom og behandling. Alene det gør, at vi skal kunne tåle gennemlysning. Derudover er vi et offentligt sundhedsvæsen – endnu en grund til total transparens.

Men det er ikke begrundelse for, at der skal være cirkulærer eller retningslinjer for kommunikationen mellem vores sundhedsfaglige personale og pårørende om nogle af livets vanskeligste spørgsmål.

Jeg synes det er ærgerligt, at Astrid Krag ikke valgte den i indledningen nævnte reaktion på den offentlige debat.

50 Shades of Health Care v/ Per Christiansen

Efter at have væltet os rundt i sportsmetaforer er blogbestyrerne blevet enige om at vi måske ikke i tilstrækkelig grad har henvendt os til kvindelige læsere derfor overskriften.

I en sommer hvor husmorsex og Sado-Masokisme er blevet det nye sort og et tema der drøftes rundt omkring ved middagsbordene er det nærliggende at overveje, om ikke ledelse i sundhedsvæsenet netop er et uopdyrket felt for hardcore masokister.

I hvert fald kan man være ret sikker på, at der mindst en gang ugentlig er ledere i det danske sundhedsvæsen, der kommer i den offentlige gabestok og bliver udstillet som komplet uduelig i medierne. Hvorfor er der ikke fælles EPJ-systemer ? Hvorfor er der bedre resultater af kræftbehandlingen et sted i landet i forhold til et andet osv.

I virkeligheden handler dette blogindlæg om de vilkår vi byder vores ledere. Er den stigende demokratisering af ledelse, hvor ledelsesrummet stadig indsnævres og kompetence stille og rolig siver over i f.eks. MED-organisationen og den offentlige hudfletning af enhvert minimalt fejltrin, kombineret med ret beskeden lønkompenstation for at påtage sig opgaven med til at gøre rekrutteringsgrundlaget for offentlige ledere mindre. Vælger talenterne simpelthen opgaven fra, fordi det ikke er slidet værd, og hvor ender vi hvis det er tilfældet ?

Jeg er da sikker på at der vil være nogle der vil juble – så skal vi bare have noget mere selvledelse vil de sige. Et af de træk der karakteriserer ledelse i sundhedsvæsenet er jo, at vi er en del ledere, der dagligt må konstatere, at vi leder folk der er meget dygtigere end vi selv er. I hvert fald til det faglige. Men ledelse sætter jo retning, koordinerer og skaber sammenhæng mellem de forskellige fagligheder. Mindsker den suboptimering som ville være resultatet af manglende ledelse. Der er med andre ord brug for ledere der kan skabe begejstring, sætte retning og sikre at alle de dygtige medarbejdere får udnyttet deres kompetencer til det yderste.

De skal nurses og anerkendes ikke hudflettes i medierne