Hvad kommer efter aflivningen af DDKM? v/Peter Mandrup Jensen

Den Danske Kvalitets Model (DDKM) fik for en uges tid siden dødsstødet af sundhedsministeren og Danske Regioner. Begge ”vil have mere kvalitet og mindre bureaukrati”. Fint, men en anelse forsimplet?

Men det er godt, at vi kan drøfte en revideret model for kvalitetsarbejdet, hvor vi prøver at reducere den indsats, der giver mindst nytte. Kunsten bliver så at blive enige om dét.

”Vi drukner i vejledninger og papirarbejde og har ingen tid til patienterne”, refererer ministeren, at han ofte hører fra det sundhedsfaglige personale. Men har det så noget med DDKM at gøre? Måske … til en vis grad. Men jeg vil lægge et godt ord ind for to andre forhold, der måske er lige så vigtige at overveje.

For det første: det jeg hører fra mange klinikere er, at det i særlig grad er den ringe it-understøttelse, der er det væsentligste kritikpunkt, når vi taler tidsspilde. Nogle (enkelte) steder har vi fortsat dobbeltregistreringer, mange steder er der for ringe en integration mellem del-systemer, og endnu andre steder en ringe driftsstabilitet eller en generelt ikke så god funktionalitet. Det skal ikke skygge over, at vi sammenlignet med de fleste andre lande har en temmelig god it-understøttelse i sundhedsvæsenet; men der er betydeligt rum for forbedring.

For det andet: som grundlæggende princip prædiker vi, at den registrering, der skal foretages, er den, der er klinisk relevant for patientforløbet. Alle mulige andre forhold skal helst kunne afledes heraf, eller skal (i mindst muligt omfang) bygges ovenpå. Ofte gør vi i den bedste mening krav til registreringer mere indviklede. Når vi fx fastsætter nye patientrettigheder, kan det aflede nye, tungsindige krav til registrering. Ærgerligt: ja; relevant: forhåbentligt.

Et fromt ønske ville være, at vi i forbindelse med vores løbende vedligeholdelse af patientforløbsbeskrivelser o.l. (og ikke mindst vores tusinder af vejledninger) også tænker LEAN i forhold til registreringer, og ikke – igen i den bedste mening – lader os forføre af for mange gode ideer (”vi kunne jo også …”).

Kjeld Møller Pedersen funderer (Politiken, den 26. april) over, om aflivningen af DDKM er at rette smed for bager.

Jeg er enig. Lad være med at gøre diskussionen for simpel. Lad være med at tro, at vi kan spole tiden tilbage til ”før registreringen”. Der er brug for både konkret bedre værktøjer og en kultur, der kan favne både anvendelse af data og tillid til det kliniske arbejde og personale på én gang. Og vi skal ikke mindst op på tæerne i forhold til ny teknologi og nye måder at fange, sortere og anvende data på.

Men det bliver spændende at drøfte: Hvad bør komme efter DDKM? Det drøftes fx på årsmødet i DSS den 7.-8. maj.

Reklamer