Fra tid til anden har nogle kommuner kløerne fremme i samarbejdet med hospitalerne. Indimellem flyver der hårde ord med beskyldninger om dårlig tilrettelæggelse af patientforløbene.
Vi er – hospitaler og kommuner – i et skæbnefællesskab: Uden den anden part kan vi ikke skabe forløb for mange af patienterne/borgerne, som er afhængige af såvel sundhedsvæsenet som af sociale foranstaltninger. Vi skal hver især gøre, hvad vi kan for at forbedre vores egen indsats, men optimalt bliver det først, når vi er rigtigt synkroniserede.
Vi begår fejl på hospitalerne og er ikke altid omhyggelige nok i samarbejdet med kommuner og almen praksis. Men vi anstrenger os faktisk for at lære af dem og beder kommunerne være mere opmærksomme på at fortælle os, når der sker noget, der opleves som fejl fra vores side.
Vi er dog blevet meget bedre til at få sendt udskrivningsbreve til lægerne rettidigt, vi er blevet bedre til at få afstemt det fælles medicinkort, og vi er blevet bedre til at orientere kommunerne gennem rettidige plejeplaner.
Er det godt nok? Nej, det er ikke godt nok – men det rykker pænt i den rigtige retning.
Kommunerne arbejder langt hen ad vejen positivt med, men nogle gange overtages fokus af diskussioner om reglerne for kommunal medfinansiering eller andre, lignende fortrædeligheder.
Vi skal begge parter huske, at i dagligdagen har vi allermest brug for at samarbejde om de enkelte patienter og borgere.
Jeg glæder mig over de gode eksempler, der er på samarbejde over sektorgrænserne. Jeg glæder mig over det fornuftige samarbejde. Jeg glæder mig over, at vi samarbejder så tæt, at vi også kan tale konstruktivt om vores fejl og mangler.
Samarbejdet foregår næsten altid positivt og til gavn for patienten eller borgeren.
Hunden og katten kan godt leve i fredelig sameksistens!
DSSNet 