“Overkill” v/Peter Mandrup Jensen

Den glimrende amerikanske kirurg og forsker, Atul Gawande, har i maj måned skrevet en inspirerende artikel til The New Yorker, hvor han hudfletter vores manglende opgør med den del af sundhedsvæsenets aktiviteter, der er ”no-value-care”.

I det amerikanske sundhedssystem, siger han, er der masser af spild knyttet til for høje priser, svindel og alt for høje administrative omkostninger – men større end dette spild, er spild ved udførelse af unødvendige sundhedsydelser.

Der er flere grunde til, at vi producerer unødvendige ydelser. Gawande identificerer en magtfuld mekanisme, som består af ”overtesting” -> ”overdiagnosis” -> ”overtreatment”.

Om ”overtesting” siger Gawande, at det er problematisk, at man årligt i USA gennemfører 15 millioner nuklearmedicinske undersøgelser, over 100 millioner CT- og MR-undersøgelser og omkring 10 milliarder laboratorieanalyser. Problemet er, siger han, at når der bliver kastet så umådeligt mange diagnostiske ”net” ud, får man en så stor mængde resultater, at der altid vil være nogle, der ligger på kanten af det normale eller muligvis kunne være udtryk for et sygdomsmæssigt problem.

Denne excessive testning medfører ”overdiagnosis”, siger Gawande. Det er for så vidt ikke fejlagtige diagnoser, men diagnosticering af tilstande, der aldrig ville påvirke vores liv. Vi bruger røntgen, ultralyd og laboratorieundersøgelser i stor stil, men sat på spidsen: ”Yet only a tiny reduction in death, if any, has resulted.”

Vi har altså meget svært ved ikke at gøre noget, når vi nu har både set og diagnosticeret et eller andet. Vi hopper i med begge ben og griber til ”overtreatment”, som kan være bekostelig, men også egentlig risikabel og skadelig.

Men hvad er det, der holder gang i denne karrusel af for mange undersøgelser, for mange diagnoser og for mange behandlinger? Gawandes bud er, at det ikke mindst skyldes at læger og hospitaler som hovedregel betales pr. ydelse. Dertil at vi generelt er mere bange for at gøre for lidt end at gøre for meget. Det gælder både læger og patienter. Så i grundighedens navn kører karrusellen hurtigere og hurtigere.

Kan vi komme af karrusellen eller i det mindste sænke hastigheden? Ja, men der er ikke noget quick fix. Vi bør være opmærksomme på, siger Gawande, at det ikke blot drejer sig om at fjerne ydelser, men i lige så høj grad at sætte noget nyttigt i stedet.

Et konkret og positivt eksempel fra vores danske sundhedsvæsen er den bevidste satsning på færre operative indgreb mod rygsmerter og langt større satsning på vejledning og træning.

Men mon ikke vi har et godt stykke vej endnu, før vi har erstattet unyttig eller farlig behandling med nyttige tiltag?

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s