Gør det rigtige rigtigt første gang / af Per Christiansen

Er helt enig med Peter i hans seneste blogindlæg. Vi har grund til at være stolte af vores store produktivitetsstigninger, men det må ikke være vores eneste fokus, og det er det heldigvis heller ikke.

For øjeblikket er der enorm fokus på at sikre sammenhæng og kvalitet i hele sundhedsvæsenet. Under den meget lidt danske overskrift Tripple Aim har regionerne søgt at sætte en dagsorden, hvor man på en gang øger sundhedstilstanden i befolkningen, øger patienttilfredsheden og får mere sundhed for pengene. Så det er selvfølgelig ikke nok kun af fokusere på aktivitet.

Sidste uge hørte jeg en historie fra det nordjyske sundhedsvæsen som jeg langtfra er stolt af. En 80 årig kvinde kommer ind i skadestuen søndag eftermiddag med brækket håndled. Håndleddet gipses men den efterfølgende røntgenundersøgelse viser at bruddet desværre er forskubbet. Imidlertid er der så meget pres på skadestuen, at man vælger at indkalde patienten til operation tirsdag morgen. Besøget på skadestuen søndag varede i alt 8 timer. Patienten møder fastende tirsdag, venter 8 timer og aflyses så igen, det samme sker torsdag inden patienten så endelig opereres fredag.

Vi har i lang tid sagt at vi ikke har problemer med de simple patientforløb og at de problemer vi har er i forbindelse med de multisyge komplekse patienter. Nu kan ovenstående jo være et enkeltstående tilfælde – men altså, der er tale om en fuldstændig simpel operation, som endte med at tage 45 minutter. De 45 minutter burde jo være brugt uanset travlheden søndag aften – ingen ældre mennesker på 80 år har godt af at faste 3 gange på en uge. Personalet er belastet af at skulle give den ubehagelige besked om udsættelse 3 gange og booke ny tid. Der er brugt langt flere ressourcer samlet set, end hvis nogen ledelsesmæssigt var gået ind og havde truffet den rigtige beslutning søndag aften. Ingen kan jo bruge argumentet, at man ikke har tilstrækkelige ressourcer for enhver kan se, at det skitserede forløb ikke alene er voldsomt meget mere belastende for patienten. Det er også dyrere for regionskassen.

Peter drøftede sidste uge det uheldige i at der kommer for meget fokus på økonomi og produktivitet. Mit budskab er at vi har en højtuddannet personale, som vi ikke gennem stive regelsæt må forhindre i at træffe hensigtsmæssige og rationelle beslutninger. Ledelsesmæssigt kan man ikke styre sundhedssystemet i detaljer fra toppen. Det skal styres gennem værdier og tillid. Tillid til at vores personale kan træffe de rigtige beslutninger i situation ved at sætte sig i patientens sted og simpelthen tænke på hvordan man selv gerne ville behandles hvis man patient.

Lad os lære af de dårlige eksempler og lad os inspireres af de gode.

Grænser for … produktivitet? v/Peter Mandrup Jensen

Udviklingen i produktivitet fra 2010 til 2011 på danske sygehuse er netop offentliggjort. Samlet set for regionerne er der en fabelagtig vækst på godt 5 pct. Det kommer oven i en vækst fra 2009 til 2010 på knap 6 pct. I alt 11 pct. over blot to år. Helt exceptionelt!

Regeringens produktivitetskommission burde da vist kigge denne vej for gode råd?

Men er det en rose uden torne? Den kloge og eftertænksomme direktør Ole Thomsen fra Region Midtjylland sagde på en konference i fredags (nok for at sætte det lidt på spidsen), at ”Når læger begynder at tale om produktion, skal vi til at passe på”.

Hans bekymring var, at snak om produktion og produktivitet kan komme til at skygge for de langt vigtigere fokuspunkter, det sundhedsfaglige personale skal have: patient, kvalitet og sammenhænge.

Jeg kan følge Ole Thomsen et langt stykke. Når jeg taler med afdelingsledere, kommer vi nogle gange til at tale aktivitet, DRG, produktivitet etc. – og ofte bliver der direkte sagt, at lederne synes det er vanskeligt at sikre faglig kvalitet og rationel behandling samtidig med, at de hele tiden skal have et øje på, om produktionen er stor nok.

Jeg er stærkt betænkelig, hvis der bliver skelet mere til behovet for at få registreret en tilstrækkelig aktivitet – end fokuseret på at tilrettelægge den bedste undersøgelse og behandling, som man har mulighed for at levere.

Vi – det offentlige sundhedsvæsen i Danmark – er ude på en farlig glidebane, hvis vi ikke kan være sikre på, at det er den bedst mulige – og bedst muligt tilrettelagte – behandling, der er vores centrale fokuspunkt.

Det offentlige sundhedsvæsen har en forbandet pligt til ikke at skele til, hvilke patienter det kan ”betale sig” at behandle af hensyn til et aktivitetsbudget. Det kan private aktører tillade sig, men ikke det offentlige sundhedsvæsen.

Hele vores legitimitet som et fælles og et fælles finansieret sundhedsvæsen hviler på befolkningens tillid til, at vi sikrer behandling efter behov – og ikke primært arbejder for at komme til at se mere produktive ud.

Misforstå mig ikke: Jeg går meget stærkt ind for produktivitet. Faktisk er produktivitet ved siden af kvalitet det andet, helt afgørende ben, vi skal gå på i sundhedsvæsenet. Produktivitet betyder jo blot, at vi skal forvalte vores knappe ressourcer ansvarligt. Vi er da selvfølgelig forpligtede til at tilrettelægge den mest bæredygtige aktivitet, vi evner.

Hvordan får vi så kvalitet og produktivitet til at gå smukt hånd i hånd? Opskriften er ganske simpelt som følger: en stor kop ledelse, en stor kop faglig etik – og så en knivspids økonomiske incitamenter.

På bundlinjen er jeg stolt over vores stigende produktivitet, men jeg kan samtidig godt følge Ole Thomsen i, at vi skal kunne diskutere samspillet mellem produktivitet og kvalitet.

Transitmennesker / af Per Christiansen

De fleste af os kender situationen. Langt om længe har vi fået os taget sammen til at mødes med en gammel ven eller veninde. Ham eller hende som vi normalt kun kommunikerer med via SMS eller Facebook. Så sidder vi der og drikker kaffe men bliver hele tiden afbrudt af mails og SMSs som vi lige må se og nogen gange også svare på, måske lave nye aftaler som den vi netop sidder i. Eller når man spørger sin søn om han ikke lige kommer forbi i aften og svaret er ”nej ikke i aften vi har jo Skypet hele ugen”. Vi elsker de elektroniske medier – Smartphones, Ipads, Notebooks og hvad de nu hedder. Vi elsker SMS, Facebook og Twitter. De har gjort os uafhængige af tid og rum, men de har også gjort mange af os til transitmennesker – altså mennesker der altid er på vej et andet sted hen og har svært ved at være til stede og nærværende der hvor man nu engang fysisk opholder sig.

Denne udvikling stiller også krav til os som ledere, hvordan indtænker vi mulighederne så de styrker vores ledelse i stedet for at blive forstyrrende elementer. Der er ingen tvivl om, at der er en generationskonflikt i det også, og derfor er det også nødvendigt at forholde sig til at lederne ofte tilhører en generation, der opfatter samvær som noget der kræver fysisk tilstedeværelse face to face mens samvær for den yngre generation sagtens kan foregå via nettet.

Det er i hvert fald ikke fremmed for mig at give min familie besked om indkøb osv via SMS, hvorimod jeg først meget sent også er begyndt at anvende det arbejdsmæssig sammenhæng. Hidtil har den arbejdsmæssige udfordring bestået i at begrænse mail og sms udveksling når den griber forstyrrende ind i igangværende mødeaktivitet og på det seneste har der været firmaer der decideret har indført restriktioner på elektronisk aktivitet for at sikre sammenhængende koncentreret arbejdstid.

Det behov er åbenlyst, især når der er tale om arbejdsprocesser der kræver koncentration. Neurokirurgen kan naturligvis ikke stoppe operationen for at læse SMS og sygeplejersken kan heller ikke være på Facebook, mens hun hælder medicin op til patienten. Det må bare ikke få os til at fokusere negativt på at indføre en masse begrænsninger og forbud. De elektroniske muligheder giver os i den grad værktøjer der rigtigt anvendt kan sikre god ledelse. Tænk bare på hurtig ensartet kommunikation – en sms eller en mail til alle om en akut opstået situation. Sociale aktiviteter og kantinens madplan på facebook eller net. En SMS eller en mail der fortæller, at en ny instruks nu ligger klar på nettet og bør læses af alle. Imagepleje udadtil gennem facebookprofiler med information til alle borgere eller konkrete patientgrupper.

Så opgaven er dobbelt. Vi skal bruge elektronik og sociale medier til det de er gode til og vi skal snakke med hinanden privat og på arbejdet hvordan vi opnår nærhed og ikke elektronisk fjernhed. Vi lever i et samfund der på godt og ondt er karakteriseret ved mange muligheder og tilbud, høj omsætningshastighed hvad angår medier og kommunikation og store krav til at vi alle følger med.

Synes du ligesom jeg det er en meget spændende diskussion, så har du muligheden for at deltage i DSS næste seminar som finder sted den 13. november i Kolding, her er vores brug af social medier temaet.