Overbelægning ? /af Per Christiansen

Det er et politisk ansvar at dimensionere et dansk sygehusvæsen, så der er plads til at tage mod de patienter som har behov for en sygehusindlæggelse – det er også et politisk ansvar at sikre, at det sker sikkert og i trygge rammer og ikke på en kold hospitalsgang.
Derimod er det et ledelsesmæssigt ansvar at sikre, at den ramme der er stillet til rådighed udnyttes optimalt og at den nødvendige ekspertise er til stede på det rette sted på det rette tidspunkt.
Til brug for sygehusplanlægningen og dimensioneringen af sygehusene anvender man bagudrettede tal for antal indlæggelser og gennemsnitlige liggetider og man anvender udviklingen i demografi og udviklingen i nye behandlingsformer .
Til brug for den daglige drift anvender man belægningsmålinger. Hvor mange patienter er der aktuelt i sengene. Hvilke afdelinger har lige i det konkrete øjeblik plads til den næste patient. Hvor mange senge kan man have ekstra i sengestuerne uden at skulle have senge på gangene, hvor meget ekstra personale kan man skaffe osv – alt sammen typiske ledelsesmæssige beslutninger taget på forskellige niveauer i sygehusene.
Filmen knækker imidlertid, når man giver sig til at ville planlægge og træffe politiske beslutninger på baggrund af belægningsprocenter. Det er dette redskab komplet uegnet til. F.eks så jeg Jyllands Posten konstatere at en belægningsprocent over 100 nødvendigvis er overbelægning – det kan man da godt vælge at definere, men det bliver det bare ikke korrekt af. Hvis man eksempelvis har en afdeling på 20 senge med 8 to-sengsstuer og 4 enestuer – så kan der på denne afdeling fuldt forsvarligt indlægges 24 patienter uden at der kommer senge på gangene, nemlig ved at indlægge en ekstra patient på hver af de 4 enestuer (disse stuer er naturligvis indrettet på samme måde som to-sengsstuerne). Denne afdeling kan således have en belægning på 120 % uden at have overbelægning. Såfremt der indkaldes det nødvendige personale vil patienter ikke opleve overbelægning og det samme gælder personalet.
Det sker i øjeblikket en voldsom omlægning af det danske sundhedsvæsen – sygehusenes opgaver specialiseres og ny viden gør at behandlinger der før foregik under indlæggelse på helt forsvarlig vis kan foregå ambulant. Nye enheder skal give hurtigere diagnostik og behandling af akutte patienter, ligesom telemedicinske løsninger gør at patienter kommer hurtigere hjem og med beskeden hjælp fra hjemmesygeplejen både får bedre behandlingresultater og en bedre oplevelse end en sygehusindlæggelse vil give. Det har vi bare i sundhedsvæsenet været for dårlige til at fortælle og derfor har patienterne naturligvis ikke fået justeret deres forventninger og det gør at der opstår utryghed og frustrationer, når man ikke som man havde regnet med bliver indlagt.
Hele denne udvikling kan blive sat i stå hvis man bruger et forkert beslutningsgrundlag og giver sig til at bevilge ekstra senge som følge af at man har nogle belægningsoversigter der viser belægningsprocenter over 100. Som jeg har bevist ovenfor betyder det ikke nødvendigvis senge på gangene og dårligt arbejdsmiljø. Nu er jeg selvfølgelig ikke så naiv at jeg vil forsøge at forklare at jorden er flad – der er i situationer som den nuværende , hvor mange har influenza og andre luftvejssygdomme, senge på gangene og rigtig dårlige forhold for patienter og personale. Min pointe er bare, at det skal løses af de stedlige ledelser i samarbejde med patienter og personale og ikke ved politiske snuptagsløsninger. Det kunne f.eks ske ved i de forholdsvis korte
tilbagevendende influenzaperioder at prioritere det akutte arbejde på bekostning af det planlagte arbejde i f.eks. ambulatorier og lign..
Flere senge er en gammeldags måde at løse problemet på som ikke peger frem mod det moderne sundhedsvæsen som vi er i færd med at skabe og som vi er nødt til at skabe, hvis vi skal være i stand til at tilbyde højt kvalificeret sygehusbehandling til stadig flere ældre danskere med kroniske sygdomme. De akutte situationer skal selvfølgelig løses, men enhver erfaren sygehusplanlægger ved at forandring ikke kommer ved at opretholde det eksisterende antal senge – de vil blot blive fyldt uden at behandlingsparadigmerne ændres.

Reklamer

Margrethe Vestager vs. Deng Xioaping v/Peter Mandrup Jensen

Margrethe Vestager og regeringen er vist inspireret af den daværende kinesiske leder Deng Xiaoping, der kom til magten i slutningen af 1970’erne og stod i spidsen for Kinas ledelse i halvandet årti.

En af Dengs berømteste udtalelser er den om, at katte kan være sorte eller hvide, men den kat, der fanger mus, er en god kat.

Jeg synes, der er en fin parallel til fx formuleringen i økonomiaftalen for 2013 mellem regeringen og regionerne, hvor der står, at samarbejdet mellem regering og regioner skal have ”fokus på tillid og orientering mod resultater”.

Formuleringen om ”orientering mod resultater” udtrykker et brud med det fokus, der gennem årtier har været på øget procesregulering. Der har jo været en årelang tradition for, at folketing og regering søger at løse konkrete problemstillinger gennem flere regler for, hvordan processer skal foregå.

Men kampen for at komme væk fra procesregulering er langtfra vundet. Der kæmpes fra hus til hus i drøftelserne mellem regioner og stat (og mellem kommuner og stat).

Aktuelt drøftes mellem regionerne og staten (og mellem kommunerne og staten) et projekt om ”God Økonomistyring”.

Interessant nok er fokus i dette projekt netop ikke, om der fanges mus. Fokus er langt mere på, hvilken farve katten bør have.

Fra regionernes side argumenteres, at der er en benhård økonomistyring, at der leveres både kvalitet og produktivitet, og at der er tydeligt fokus på budgetoverholdelse. Den sidste ting er jo med budgetloven mv. ophøjet til at være et helt overgribende mål.

Fra statens side argumenteres med, at regionerne og sundhedsvæsenet må se fremtidens udfordringer i øjnene – stigende efterspørgsel og konstante eller meget svagt stigende økonomiske rammer. ”Hvordan vil I håndtere det gennem god økonomistyring?”, spørger vores statslige kolleger.

Fra regionernes side forklarer vi, at der naturligvis er områder inden for økonomistyringen, der fortsat skal forbedres – og det arbejder vi faktisk på hver evig eneste dag.

Men udfordringen med at skabe en fortsat stigende produktivitet, så vi får endnu mere ud af vores ressourcer, sker altså primært gennem en gennemgribende ledelsesmæssig indsats på andre fronter:

  • fokus på endnu bedre og mere effektive patientforløb
  • anvendelse af LEAN og andre strategier og metoder
  • fokus på helt almindelig, gammeldags sparsommelighed
  • fortsatte besparelser på indkøb af varer og tjenesteydelser
  • fokus på fortsat endnu bedre anvendelse af vores personaleressourcer gennem arbejdstilrettelæggelse og fremmødeplaner
  • bedre og mere effektivt samarbejde mellem hospitaler, praksis og kommuner
  • osv., osv.

Jo, regionerne og sundhedsvæsenet i Danmark fanger faktisk rigtig mange mus!

Det bliver spændende at se, om regeringen og Margrethe Vestager faktisk har fokus på, at vi skal fange mus – eller om vi skal bruge tiden på at drøfte, om katten bør være sort eller hvid.